lørdag den 27. januar 2018

Årets første bål

Et meget længe vente på bål blev endelig tændt et par uger inde i januar, og det var lidt småkoldt men megahyggeligt.

Siden sidste sommer har vi haft en halv aftale med nogle (spejder)venner om at skulle lave burgere i haven, men blandt andet vejret har gjort at vi har udskudt det flere gange. Til sidst blev vi enige om at det skulle være i juleferien, men sygdom satte en stopper for den plan. Men endelig fandt vi en weekend hvor alle kunne og så var vi enige om at vejret ikke skulle være en hindring denne gang.

Så vi drog ind til Nørresundby og fik lavet et bål og så var det ellers bare i gang med at lave bøf med ost, bacon osv. Er ret misundelig på den plade Inge Merethe har til bålet, sådan en står ret højt på ønskesedlen her hjemme, og jeg har fundet frem til at den hedder en vikingepande.

Med udemad hører også en all time klassiker, nemlig pandekager og selvom pigerne synes at det var mere hyggeligt at spise is, så gled der ret meget ned.
Alt i alt en helt fantastisk dag, og jeg vil virkelig håbe at der kommer mange flere i 2018, for det er faktisk alt for lidt vi har gjort i det, sidste år.



Med håb om meget mere af dette i 2018, har jo blandt andet nogle nye bålgryder der skal indvies

tirsdag den 2. januar 2018

Godt Nytår

Velkommen til 2018.

Må erkende at 2017 blev et særdeles magert år på bloggen, faktisk kan man vel næsten sige at der ikke skete noget. 3 indlæg kom der, det er vist slet ikke dækkende for året, men det har været et år hvor tiden er brugt anderledes. Jeg har gået hjemme hele året, især sammen med de to mindste, og det har været hyggeligt, men al tid går med det, og sådan skal det være. En hel del er derfor kun endt på IG, simpelthen fordi det er nemt og hurtigt. Men må erkende at jeg faktisk stadig selv, helst vil læse blogindlæg fordi der er mulighed for at få mere med om process osv.



Billedet er de 9 mest likede billeder på min IG og den viser jo en blandet landhandel, indeholdende en hel del hygge, hvilket nok er en ganske god beskrivelse af 2017

Vi er så småt ved at se frem mod at en ny hverdag snart er over os. I næste uge skal Peter så småt starte i dagpleje og Puk kan fra nu af være hele dagen i børnehaven, da hun er overgået til en heltidsplads fra det nye års begyndelse. Inden alt for længe kalder Akuttilbud Aalborg igen på mig, og jeg skal ud og være sygeplejerske igen. Det bliver spændende og jeg glæder mig til at møde mine kolleger igen.

Rent kreativt har jeg nogle hængepartier som året helst skal starte med at komme i hus med, både nogle næsten færdigstrikket kjoler og nogle der lige skal syes til pigerne.

onsdag den 27. september 2017

Sommerkjoler til ferien - et glemt indlæg

Opdagede lige at jeg havde dette indlæg liggende som jeg må have glemt at udgive, så hermed lidt senere end planlagt kommer pigernes sommerkjoler.

Sommerferien står i den grad for døren. Imorgen tager vi nemlig endelig af sted, vi har dog holdt ferie sammen de sidste uger.

For et par dage siden stod vi og kiggede på kjoler i My's skab, og måtte konstatere at der er mange hun ikke længere kan passe. My havde heldigvis en løsning på dette. Mor kan du lige sy nogle nye kjoler til Puk og mig inden vi skal på ferie? Øhh, nu er det jo faktisk ved at være pænt lang tid siden jeg har syet noget som helst, men selvfølgelig. En hurtig tur ud til Stof og Stil og så var vi klar. Torsdag blev brugt på at få syet kjolerne til pigerne, de har dog kun fået en hver, men vi har købt ind til flere, de må følge.

Kjolerne er godkendte, og My synes det er megasejt at have en mor der lige kan lave ens kjoler til hende og lillesøster. Jeg er bare glad for at hun heldigvis valgte en særdeles let model, så selvom jeg var lidt rusten så blev kjole nogle to meget hæderlig.




søndag den 24. september 2017

Et hæklet sjal

Jeg er i gang med et hæklet sjal til min svigermor. Faktisk havde jeg lovet hende et, da hun blev 60 år, men det jeg fik lavet dengang kom bare ikke til at passe hende, og jeg lovede derfor at lave hende et nyt. Lysten til at lave et magen til var der dog ikke lige, men i sommer fandt vi ud af hvordan det nye skulle se ud.

Det gik strygende derudaf, og sjalet voksende stødt og roligt fremad.

Nu er jeg faktisk blevet færdig med det - altså sådan da. For første gang jeg gjorde sidste række færdig, kunne garnet lige præcis ikke nå.

Hvad gør man så, når man gerne vil unggå at skulle sætte under 1 meter garn til for at blive færdig? Jo man tænker, jeg piller hele den laaaange række op, og hækler den på ny. Det hjalp, NÆSTEN. Manglede nu kun få masker. Hva så?

Jeg piller 2 rækker og, og voila nu er der faktisk rigeligt garn. Så er det bare dødærgerligt at opdage at jeg har kun har lavet en stangmaske og ingen luftbue i begyndelsen af den 1 række, så nu kan jeg ikke lige gøre det færdigt. Løsning? Jeg laaver det da bare igen igen igen.


søndag den 18. juni 2017

Alt for længe siden

Hold da op, det er lige gået op for mig, hvor lang en pause der har været på bloggen, det er ikke helt godt, det må jeg vist lige have rettet lidt op på.

Tiden er dog gået rigtig godt i CasaGrau, vi har jo fået en dejlig lillebror og livet som en familie på 6 går godt. Tiden til mig og mine sysler har dog været noget mere begrænset end før, både fordi der kom et lille menneske mere i huset, men også fordi Puk har været hjemme sammen med os siden december. Vores skønne dagplejemor besluttede sig for at gå på efterløn, og da Puk var den eneste i hendes lille flok der ikke skulle i børnehave i efteråret, så var det et godt tidspunkt for hende. Puk har været hjemme indtil hun fik lov at starte i børnehave 1. maj - hun er ikke helt gammel nok, men går der på en deltidsplads, så hun er der nu hver formiddag.



Men jeg har jo da alligevel nået at lave lidt, og de der følger min IG har set det, for må jo blankt erkende at det er meget hurtigere lige at kaste noget op der, men jeg synes at blogindlæg er meget hyggeligere at læse.

Vil lige se om jeg ikke kan finde nogle billeder og så dele med jer.



fredag den 18. november 2016

Stjernepose til baby

Endnu en ting er blevet færdig til den unge BabyGrau. En stjernepose i uld. Jeg elsker stjerner, så da jeg så den, var der ingen tvivl om, at den måte jeg bare lave til baby.

Opskriften var uden hæklefasthed, så jeg besluttede mig for at købe præcis det garn, der var brugt.
Det gik ganske nemt med at lave den, men desværre kunne jeg godt se, da jeg var ved at være færdig med de enkelte dele, at den ville blive noget til den lille side. Jeg opdagede så også her, at størrelsen i opskriften var blevet ændret fra 3-6 mdr til 0-3.
Jeg besluttede mig for at gå op til en nål 6 og så hækle den igen. 2. gang tog dog lidt længere tid, nu var det ikke lige så spændende. Jeg skulle også lige udtænke en anden hat, for den der var endte med at blive ret underlig.
Mangler kun en hat

Men langt om længe var jeg færdig, og jeg må jo erkende, at den er virkelig lækker. Den har kun en fejl - den er for lille! Selv til min lille gut, som var ca 2 uger, da han prøvede den. Rigtig meget øv.

Så nu får pigernes dukke en fin pose, som den kan holde varmen i.

Helt færdig, med 5 takker

fredag den 14. oktober 2016

Blødt til baby

Endnu et lille projekt er blevet færdig. Jeg har et stykke tid set flere udgaver af en strikket body i diverse grupper på facebook, og tænkte at den var jeg nok nødt til lige at prøve at lave til BabyGrau.

Det er nu gjort, og faktisk har den ligget færdig i et par dage, så nu må det være på tide at vise den frem.

Det har været et spændende stykke strik, det er i hvert fald lang tid siden, jeg har haft gang i noget, hvor jeg skulle huske at der var flere diagrammer. Men resultatet - det er bare fantastisk, nu glæder jeg mig til at skulle tage den i brug.

Har jo også måttet erkende at det faktisk ikke er helt skidt at være lidt presset af, ikke helt at vide hvornår den skal bruges, for at sy alle de knapper i kunne sagtens have været noget jeg normalt ville have skubbet foran og udskudt.



har øvet mig mere i magic loop, og det hitter stadig


Den er strikket i Drops Baby Merino, og det er så blødt og lækkert, str er 0mdr, så jeg er spændt på hvordan den passer. Den bliver helt sikkert stor nok i benene, for jeg har vist lige fået taget rigeligt op, men det klarer vi os nok med. Det er helt sikkert ikke den sidste jeg har strikket, har faktisk planer om at have den med på pindene, til dagene efter fødslen. Jeg ved at vi er planlagt til indlæggelse, og med tre andre børn, betyder det at jeg kommer til at være en del alene derinde, så kan jo ligeså godt hygge lidt